JYLLAND PÅ TVÆRS
BESKRIVELSER TIL KORT 9 OG 10

 
 
47. Sporet ved Ravnsgård
ligger på en ejendom med malkekvægsbesætning. Turen fører bl.a. forbi Storåen og en tørvegrav. Ved nedlægning af en naturgasledning stødte man på resterne af en jernalderlandsby.

49. Harrild Hede
Sandjorden i heden er aflejret af smeltevandet, som under sidste istid løb mod vest fra isens hovedopholdslinie ned gennem Jylland. Hård græsning og hugst af træer bevirkede, at vinden i perioden ca. 1500-1800 fik sat gang i sandflugten.

50. Nørlund Plantage
Sammen med Harrild Hede udgør Nørlund Plantage ca. 3000 ha. Dyrkningsbetingelserne for skoven er ringe p.g.a. sandflugten, så plantagen kan nærmest karakteriseres som en hede med spredte bevoksninger.
 

51. Isen Bjerg Bakkeø
er en rest af morænelandskabet fra næstsidste istid. De lavereliggende dele af det gamle landskab blev i sidste istid opfyldt af smeltevandsaflejrede hedesletter. Fra Bakkeøen der en storslået udsigt over sletterne.

56. Den Gamle Købmandsgård
er en gammel landhandel med varer på hylderne som i de gode gamle dage. Der er også en egnsudstilling i bygningen.

57. Uhre Mølle
er bygget ca. 1850 og er en enestående »Jordhollænder.« Den fredede mølle er tækket både på hatten og det ottekantede skrog helt ned til jordhøjde. Indvendigt og udvendigt er næsten alt træværk og udstyr intakt.

58. Brandlund Mose
er en hedemose på kanten af Skjern Ådalen. I den bynære mose er afmærket to kortere vandreture.

59. Brande Museum
er beliggende sammen med biblioteket. Samlingerne omfatter bl.a. oldtidsgenstande og fortæller om livet på egnen i de sidste par hundrede år. Desuden er der våben, mønter og pengesedler samt en naturhistorisk samling m.v.

60. Gormosen
med anlagte stier på 1,5 km rundt om søen, bænke og informationstavle.

61. RemisenBrande Kultur og konferencecenter
er et multikulturhus i stadig udvikling. Da jernbanetrafikken var på sit højeste, var 250 mand ansat ved Brande Station, hvor også 26 lokomotiver havde deres hjemsted. Brande var tidligere centrum for trafikken med brunkul fra lejerne i Søby til industrien i hele Danmark.

63. Vandkraftværk/Elkraftsøen
Skjern Å er dæmmet op ved Brandes gamle elværk fra 1910. Elkraftsøen ligger som en oase med laksetrapper, klart blåt vand og et rigt fugleliv. Gennem gavlvinduet kan man se Danmarks ældste, igangværende turbiner af kobber.

64. Galtkær/Hastrup Plantage
Nær den jyske højderyg ligger den skovomkransede og frodige Hastrup Sø, der gennemstrømmes af Skjern Å. Hastrup Plantage vest for søen er tilplantet i 1877. Sydvest for plantagen ligger det fuglerige Galtkær, der er dannet ved opstemning af Galtkær Bæk for at mindske okkertilførslen til Skjern Å.

65. Den Skæve Bane
Naturstien mellem Funder og Brande er anlagt på den gamle jernbane mellem Silkeborg og Brande. Siden 1995 har banestrækningen været åben for gående, cyklende og ridende.

73. Sporet ved Ejstrupholm
Ejendommen var tidligere et traditionelt familielandbrug. I dag er driften miljøvenlig for at beskytte grundvandet. Sporet fører bl.a. gennem områder med gravhøje, og inden tilplantning med skov fandt sted er der fundet spor af oldtidshuse.

<< TILBAGE

Udskriv denne side